Kære Skole
Vi modtager mange henvendelser om muligheden for at præsentere vores studenterhuer og tilbyde hueopmåling på skolerne. Selvom vi værdsætter interessen, må vi høfligt takke nej, da dette ikke er en del af vores koncept.
Siden vores opstart i 2009, hvor vi begyndte med Studenterhuer og Uddannelseshuer, har vi fokuseret på online salg. Vi er overbeviste om, at denne trend fortsat vil stige, i tråd med den generelle udvikling i samfundet.
I dialogen med mange skoler og gymnasier hører vi ofte om den frustration, som fysiske besøg skaber. Skolerne oplever, at det kræver både tid og ressourcer fra undervisningen at arrangere præsentationer og hueopmåling, hvilket ofte involverer skolens ansatte. Eleverne bruger også en betydelig mængde tid på at diskutere huerne, hvilket kan føre til gruppepres og andre ubehagelige situationer.
Flere skoler har allerede meldt ud, at de udfaser besøg fra sælgere helt, og at hueopmåling på skolerne vil ophøre inden for de næste 1-3 år. Dette gælder især gymnasierne, hvor eksisterende aftaler udfases i takt med, at eleverne starter i 1.G.
Vi ser en fremtid, hvor huefirmaer får mulighed for at opsætte en diskret roll-up på skolerne. På den måde kan eleverne blive vejledt om, hvor de kan købe deres huer online, uden at det medfører ekstra arbejde eller forstyrrelser for skolerne.
Flere skoler har allerede vist interesse for denne løsning. For eksempel kunne 3-4 roll-ups, én fra hvert firma, være en praktisk måde at give eleverne mulighed for at bestille huerne selv, uden at gå på kompromis med undervisningen.
Hvis din skole ønsker at bestille en roll-up (ca. 85 cm x 200 cm), er I meget velkomne til at kontakte vores kundeservice. Vi tilbyder også andet salgsmateriale og står klar til at tage en dialog om mulighederne.
De bedste hilsner,
Smartcap ApS